Unge - Sammenhængende indsats, der virker

Der er i disse år stort fokus på at øge antallet af unge, der får en kompetencegivende uddannelse. Regeringen indgik i november 2006 en aftale med en række partier om, at mindst 95 procent af alle unge skal have en kompetencegivende uddannelse.

De seneste tal på området viser imidlertid, at der i dag er cirka 16 procent af en ungdomsårgang, der afslutter deres skolegang efter folkeskolen. Samtidig viser erfaringerne, at unge, der ikke uddanner sig efter folkeskolen, har betydelig større risiko for at ende uden for arbejdsmarkedet, end tilfældet er med de unge, der fuldfører en ungdomsuddannelse.

ISU – Viden til udvikling, har udviklet en helt særlig model der tager højde for de udfordringer og rammer unge i dag møder på deres vej i uddannelse eller i job. Tilgangen hedder ”Hovedsporsmodellen”.

Hovedsporsmodellen

Hovedsporsmodellen omfatter hele den indsats, der er nødvendig for at bringe borgeren hen til et permanent job eller en ”rigtig” uddannelse.

Den grundige afklaring med elementerne dialogbaseret test og afklaring, aftalebaseret handleplan kræver, at der efterfølgende er en bredspektret vifte af tilbud, der matcher den enkeltes individuelle behov i forhold til at komme frem til selvforsørgelse (job/uddannelse).

Individuelle tilbud kreeret specifikt vil være økonomisk uoverkommeligt og en ikke-rationel anvendelse af ressourcerne. ISU har derfor udviklet ”Hovedsporsmodellen”, som baserer sig på 3 overordnede principper:

1. Det overordnede formål om selvforsørgelse – job eller uddannelse - må aldrig tabes
2. Økonomisk og social sammenhæng i indsatsen
3. Individuelle ydelser skal så vidt muligt gives kollektivt.

Antallet af hovedspor kan variere efter målgruppe. Hovedsporene angiver borgerens vej fra en meget dybgående afklaring og en detaljeret aftalebaseret handleplan til selvforsørgelse (job/uddannelse). At tilbagelægge denne strækning er ofte svært, både at have en tilbudsvifte, der er bred nok (kommunen), og mentalt svært for borgeren. Mange gode intentioner går ofte i stå i denne proces, bl.a. fordi indsatsen ikke sker i perspektiv af det overordnede mål, delmålene gøres til mål, delmålene nås ikke (tit p.g.a. at afklaringen ikke er dyb nok), manglende ressourcer, manglende økonomisk sammenhængsforståelse, manglende forståelse for den samlede sociale indsats.

Hovedsporsmodellens mission er at optimere i forhold til de ovenfor nævnte principper. Hovedsporsmodellen skal derfor sikre

1. at alle delmål og indsatser indgår i en strategi frem mod endemålet: selvforsørgelse
2. at der er harmoni mellem de forskellige indsatser samt en overordnet økonomisk forståelse for den økonomiske sammenhæng, således at en indsats ikke alene betragtes som en udgift, men i et lidt længere tidsperspektiv også inkluderer faldende forsørgelsesudgifter 
3. at tilbud konstrueres, så de i videst muligt omfang kan tilpasses den enkelte, men samtidig gives kollektiv.

Her omfatter modellen 5 hovedspor. I forbindelse med aftalen om den konkret handleplan mellem borger og kommune aftales også, hvilket hovedspor, borgeren skal følge.

I nedenstående figur er hovedsporsmodellen visualiseret.

Spor 1 retter sig mod de borgere, der efter afklaring er umiddelbart job eller uddannelsesegnet

Spor 2 retter sig mod de borgere, der efter afklaring med fordel kan komme i virksomhedspraktik inden permanent job (uddannelse)

Spor 3 retter sig mod de borgere, der efter afklaring skal have en konkret træning (social eller fagligt) inden permanent job (uddannelse)

Spor 4 retter sig mod de borgere, der efter afklaring inden virksomhedspraktik har behov for træning (social eller faglig).

Spor 5 retter sig mod de borgere, der nødvendigvis må ”fredes” og få nogle eksistentielle forhold på plads, inden der startes tilbud i forhold til det overordnede mål.

Figur 1
ISUs hovedsporsmodel

For nogle borgere er problemet alene, at det er svært at få et job. De er umiddelbart jobegnede. Andre borgere er umiddelbart uddannelsesegnede, men skal måske blot hjælpes til at finde den rigtige uddannelse. Hovedspor 1

En del borgere har f.eks. ikke kendskab til kravene på arbejdsmarkedet og det at have et job. For denne gruppe kan virksomhedspraktik være det mellemtrin, der sikrer, at overgangen til permanent job eller uddannelse bliver succesfuld. Hovedspor 2.

Træning dækker alle de aktiviteter, som kan bringe borgeren videre til det næste trin. Træning kan spænde fra et kommunalt projekt, hvor mødepræcision og –stabilitet skal trænes til læse-/skrivetræning. Fra at have nogen at tale med til at opbygge et fritidsliv. Fra at leve sundere til at omgås andre mennesker. Fra social omgangstone til at få styr på privatøkonomien. Osv. osv.

En stor del af aktiviteterne kan sagtens tildeles individuelt, men gives kollektivt, og ikke kun på det enkelt hovedspor. I tilfælde, hvor individuelle ydelser kan gives kollektivt, vil det naturligvis også blive overvejet, om man kan blande borgere i forskellige hovedspor. Og selvfølgelig vil det i mange tilfælde kunne lade sig gøre.

Her skal vi kun gå en smule tættere på mentorbegrebet. Mange i målgruppen har ikke haft en god voksenkontakt, en lav selvværd og stor usikkerhed. For denne gruppe vil en sparrende og rådgivende voksenkontakt være yderst gavnlig i forhold til hovedsporets endemål. Dialogtestens resultater kan være gavnlige i udvælgelsen af mentorer. Borger og mentor skal passe sammen – personlighederne og mentorens kompetencer skal passe til borgernes behov. En borger kan undertiden have flere mentorer, f.eks. en i praktikken og en ”privat”. Mentorens opgaver kan være alt, der støtter den igangværende aktivitet og letter ”vejen” videre af det valgte hovedspor.

Understøttende funktioner gives traditionelt i forholdet 1:1 mellem borger og mentor. Det skal løbende overvejes, om nogle mentorydelser kan gives kollektivt. Og ikke nødvendigvis af økonomiske hensyn, men kan også være et bedre tilbud. F.eks. en sms-tjeneste til alle, der har brug for et wake up call til at komme op om morgenen, til at huske aftaler, m.m. Derudover kan attraktive arrangementer på borgernes præmisser, i modsætning til møder på kommens præmisser, give mulighed for at kollektivisere ydelsesleveringen.

Understøttende indsatser vil i mange tilfælde være anbefalelsesværdige som støtte til aktiviteter i hovedsporene. I Fastholdelsesdelen er understøttende indsatser altafgørende, og i afsnittet nedenfor er diskuteret alternative måder at udvide mentorbegrebet.

DOWNLOAD folder her...